Æblet er en lille privat integreret institution for 0-6 årige. Hos os er alle børn sammen på tværs af alder. Det betyder at alle børn i huset kender hinanden og alle de voksne.

Vi ligger midt i den lille landsby Ørsted, hvor vi har gode naboer. Vi går ofte ture til byens købmand og legeplads, eller går til marker og skov der ligger blot få hundrede meter fra Æblet. I skoven har landsbyen en stor bålhytte som vi benytter os flittigt af.

 

Æblet holder til i en hyggelig villa med en tilbygning. I midten af huset er vores køkken-alrum, hvor der altid foregår noget. Det er her vi serverer fælles morgenmad for både store og små. Vi har desuden en stue med legekroge og et stillerum når man trænger til et hvil eller blot en pause fra legen. Vi har også et værelse med  dukke/køkkenkrog, et stort puderum og et rum til kreative aktiviteter.

 

Vi synes det er vigtigt at være udendørs og derfor er vi på legepladsen næsten hver eneste dag med mindre vi er på tur ud af huset. Legepladsen er lavet på en måde så børnene har rige muligheder for at lege meget forskelligt. Der er bakker, pilehytte, krat man kan gemme sig i, områder med sand man kan grave i, træstammer at klatre på, legehuse, gynger, hængekøjer, rutchebane, stier man kan cykle og køre mooncar på. Er vejret og temperaturen til det spiser vi ofte madpakkerne udendørs eller nyder måske mad vi har lavet på bålpladsen.


Både vores hus og legeplads er indrettet så alle børnenes udviklingsområder kan styrkes.


Vi er normeret til 21 børnehavebørn og 11 vuggestuebørn.